Alborotadores: november 2008

At savne. Hvad betyder det egentlig? Man savner næsten aldrig noget materielt. Og hvis man gør, er det mere følelsen man havde når man ejede denne ting. Det er underligt, for jeg savner virkelig mange ting. For det meste.

Jeg elsker på alle måder mit liv. Jeg har en familie der elsker mig og uden at lyde for narcissistisk kan jeg også sige at jeg har en del venner. Rigtige venner. Venner der ved de kan stole på mig og jeg ved jeg kan stole på. Og alligevel går der ikke en dag hvor jeg ikke savner. Egentlig kan man mene det skyldes det faktum at jeg har venner. Jeg er altid glad når jeg er sammen med en ven, men jeg ser aldrig dem alle samtidig. Det skyldes jo nok mest at jeg har gået på efterskole og derved har fået en del venner fra forskellige dele af landet. Desværre kunne man sige. Og dog. For nogle af disse er mine nærmeste venner. Der går ikke mange sekunder hvor jeg ikke savner mine gamle skolekammerater fra efterskolen. Og hvad værre er: Jeg savner selve skolen. Jeg savner vægene, de klamme knirkende senge og undervisningen - ja jeg savner næsten maden! (hvilket siger meget). Så jeg savner noget materielt. Men er det overhovedet muligt? Savner jeg ikke nærmere det miljø der var. Den glæde jeg havde ved at være der. De venner jeg boede med 24 timer om dagen. De var der altid. Men var aldrig alene.
Og det var nok det sværeste. Ikke at være omgivet af mennesker uafbrudt da jeg så kom hjem igen. Der var så underligt stille. På trods af mit ønske om fred når jeg til sidst fik nok af larmen, savnede jeg den nu. Det eneste man kan høre er det man selv laver, spiller og siger. Forfærdeligt. Og så keder jeg mig. Nogle gange. og ender med at gøre underlige ting som ingen rigtig får lov til at være en del af fordi jeg er alene nu. Alene hjemme 2? og så ender det nogle gange således:

Men nu er det ikke sådan at det er det eneste jeg savner. Dette indlæg handler ikke kun om efterskoler. For det bliver langt værre. Da jeg var der savnede jeg mine venner hjemmefra og når jeg er her savner jeg mine venner fra efterskolen. Endvidere er der jo familien. som endnu engang er delt i mindst to steder. Sådan er det med fraskilte forældre. Ligemeget hvordan de forsøger at holde familien samlet bliver den det ikke. Og det vil vi oftest heller ikke ønske. Jeg kunne dog godt tænke mig mere tid. Længere ungdom. Længere weekender. Længere dage. Mere søvn. Mere tid i Jylland og mindst lige så meget på Sjælland.

Savn - et ord vi ikke bruger så ofte. et savn plejer at være når ens mormor er død. Det er et savn. Men for mig er det et lige så stort savn når jeg siger noget og ingen griner med mig. Interne jokes kan være så lede når man mangler den person der er intern med dem. Således kommer man måske altid til at savne nogen. Jeg vil jo aldrig kunne have alle hos mig altid. Og dog. Måske kommer man altid til at glæde sig. For når man savner nogen og ved man ser dem igen kan man ikke andet end glæde sig til at se personen igen. Det er derfor man siger "et savn" som noget man aldrig får igen.
Alligevel synes jeg somme tider at sætningen "jeg savner dig" bliver kastet med som om den ikke betyder noget. Jeg håber folk ved hvad det betyder virkelig at savne nogen. En nagende rumlen i maven og en kortslutning i hjernen som fortæller en at der mangler noget - du savner noget. Så nu ved I at når jeg siger det så mener jeg det. Jeg savner jer. Allesammen.

Dedikeret til:
Mine allerældste venner <3 a="" href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiqu7ab0oX4Wn8oy6luai8Y3tME-dgahF78szrSYESkHTFqOmDmYrRHQjpraqsPDteZ47zIuj937WgTzPu_oSN2vzLGA2zuyU3-H26ACubXY7bh-Fax_VQwBwnx-J9tet5CEie3RSruqa4/s1600-h/n585798646_484463_8260.jpg" onblur="try {parent.deselectBloggerImageGracefully();} catch(e) {}">